erantis med frost

Til enhver tid har vi tilgang til, og fristes af de mange magasiner indenfor mode, interiør og design. Når kulden og sneen er væk, er vi igen klar til nye impulser. Måske kender du det fra dig selv, det er som om jeg får et frisk pust af inspiration. Og jeg nyder de glossy magasiner og lader mig opsluge af den verden, der findes i disse magasiner. Og nye indretningsmuligheder banker på.

Selv om mulighederne er mange, er det os selv, som skal rejse os og åbne for de muligheder, der banker på. Det vigtigste er at gøre det der er meningsfuldt for os. Når vi åbner op for ny indretning i vores hjem, vil vi befinde os i en ny verden, og vi må tage ansvar og være villig til at gå vejen. Det kan være en værdifuld og meget givende rejse. Nogle gange har vi inderlig modstand mod det, vi er i gang med. En lille stemme siger måske, at det ikke nytter. Men ændringerne sker i det øjeblik, vi tager ansvar og skaber plads og tid til at kunne rumme alt det nye.

Det handler om at forme et rum efter de ønsker og behov vi har i dagligdagen. Jeg har været gennem en proces med indretning af et teenagerværelse. Projektet har været undervejs længe, og mit ønske var at skabe et kærligt og løftende rum. Jeg blev klar over, at jeg måtte foretage nogle nye handlinger for at kunne forvente et andet resultat, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed og også gøre brug af støtte. Og jeg havde faktisk en del modstand i starten af processen, for indretning handler ikke blot om at få ting til at se godt ud, det handler også om funktioner og at forme rummet.