Fornemmelsen af at sidde og kigge på din bolig og føle dig godt tilpas eller lade blikket falde på legetøjet på gulvet, vasketøjskurven som er fyldt med vasketøj og blive utilpas, irriteret eller opgivende er måske velkendt.
Når vi ændrer på noget i vores bolig, fornyer vi energien. Det kan være visne blomster, der skal smides ud eller nye pynteting i vindueskarmen. Vi har det bedst i omgivelser, hvor der er nogenlunde balance i det ydre, fordi vi på den måde mærker en balance i vores indre. Nogle gange er vi bare ikke klar over, hvor meget de enkelte elementer betyder for os. Ofte har vi brug for at være i området og mærke efter, om vi synes, vi føler os godt tilpas, om vi kan lide det vi ser eller, om der er noget, som irriterer os. Det handler om at være til stede i øjeblikket og ikke på Facebook eller Instagram, hvor vi nemt kan finde billeder af boliger, som vi anser for at være bedre end vores egen bolig.
Om ganske kort tid er det december måned, og for en del mennesker er det indre pres startet allerede i oktober måned, hvor de første reklamer med juleforberedelser dukkede frem. Og vi kan synes, at vi skal ændre en masse i boligen for at få energien af jul ind. Alle nye tiltag i din bolig giver en ny energi. Ganske enkle tiltag i denne periode kan være at gemme nogle af de mange sofapuder væk og lægge et par bløde tæpper i sofaen, og måske et rensdyrskind. Du kan skifte nogle af potteplanterne ud med et par julestjerner, og de kan købes i flere farver, alt efter om du er til røde eller hvide farver. Fyld en kurv med masser af appelsiner og lad det ose af overskud, og fyld et fad med julekugler, kogler og andet naturmateriale.
Lad den nye, den gode energi komme til dig og skab en god stemning. Og vigtigst af alt huske at rose dig selv for at sætte skub i energien.