Børns energi er ekspansiv og levende, den har brug for frie, åbne rum for at trives.
Ved hjælp af boligindretningen kan du fremme harmonisk vækst og samtidig undgå fornemmelsen af rod, travlhed og kaos, der nemt kan overtage børns værelser. Lad børneværelset være en støtte for dit barns udvikling, et rum, hvor dit barn føler sig glad og elsket, og hvor det har mulighed for at eje rummet og udtrykke sig kreativt.
Dit behov for at have børneværelset til at matche den overordnede indretning af boligen skal forenes med barnets ønsker. Det handler om at få en løsning frem, som I begge har det godt med. Og det kan være billeder og farver, som betyder rigtig meget for barnet.
Der er tre vigtige ting at huske på i et børneværelse:
– Frisk luft, da der ofte er meget aktivitet på værelset.
– Oprydning, da det giver ro. Og det er en rigtig god idé at involvere barnet i den proces, så det selv lærer at organisere legetøjet i kurve eller kasser.
– Farver. Tænk over hvilke farver du bruger på børneværelset. Og farver får du ind med maling, stoffer og billeder.
Et børneværelse skal gerne være fyldt af mange oplevelser gennem opvæksten, hvor barnet lærer at tage vare på sig selv og være ansvarlig for, hvad det ejer. Lad værelset være en lille oase, hvor barnet kan være sig selv og lukke døren. Og giv barnet din tid og din opmærksomhed og støtte, så det mærker god energi omkring sig – det er om ikke den vigtigste så i hvert fald en meget vigtig brik i barnets liv.