lilje

For mig ligger der masse visdom og magi i sammenhængen mellem dit liv og dine fysiske omgivelser. Du kan skabe magi ved at være bevidst om dig selv og den power, du har inden i dig. 

I starten kan der være modstand på en ide, men når du bliver ved med at se muligheder og kan mærke, at det nu føles lettere, så er du på vej.  For mig er indretning af et rum en proces, hvor jeg mærker efter og finder løsninger, som er optimale i hvert tilfælde. Du kan indrette dig, så du bliver støttet i et bestemt område af dit liv, hvor du har brug for hjælp. Det kan være, at du har brug for støtte i dit kærlighedsliv.

Her handler det om at kigge på, hvad du drømmer om i dit partnerskab, ægteskab eller ønske om et partnerskab. Kig på, om du fortæller dig selv, at det er alle andres skyld, at du har et dårligt ægteskab eller ikke har fundet en partner. Så handler det om, hvordan du kan tage din del af ansvaret. Kig på dine handlemønstre og se på,  hvordan du kan indrette dig, så du støtter dig selv i et godt kærlighedsliv.

Her er soveværelset et vigtigt rum. Kig på de møbler, der er i rummet, blandt andet om der er ens sengeborde og ens lamper, som har betydning for et ligeværdigt forhold.  Hvis du og din partner ofte har heftige diskussioner, kan det også dreje sig om bestemte symboler, som sætter gang i nogle uhensigtsmæssige energier. Farverne i rummet har også stor betydning, og de kan skabe intimitet og glæde eller det modsatte. Det afhænger af, hvor du er i dit liv og, hvad du har brug for. Det handler om balance i rummet mellem møbler og farver og dine behov.