opstilling

Vi er alle udstyret med en kreativitetssans. Nogle af os er bare kommet så langt væk fra os selv, at vi ikke kan mærke den.

Den skal vi have gang i og sige farvel til vores kedelige liv og sige goddag til en hverdag med overraskelser og nydelse. Jo oftere vi giver os selv lov til at tænke kreativt og tænke nye ideer,  jo mere vil der komme noget anderledes og spændende op. Og det er altid godt at starte med nogle enkle elementer i din indretning, så du får kigget rundt i hjørnerne i dit hjem på en anderledes måde.

Prøv at kigge rundt i dine rum og find nogle enkelte ting, som virkelig gør dig glad. Prøv at sætte nogle af de ting sammen i en lille opstilling, og de vil så give dig energi, når du kigger på dem. Og de ting kan igen inspirere dig til at se, hvad du holder af at have i dit hjem.

Kig rundt i din familie og venners hjem og iagttag og beskriv for dig selv, hvad der tiltaler dig og overvej, hvordan du kan implementere de elementer i dit eget hjem. Måske har et familiemedlem malet en  væg i stuen i en farve, der inspirerer dig.

Når du er på cafe eller restaurant, så mærk efter hvad du godt kan lide ved stedet, og se på hvordan du kan overføre det til dit eget hjem. Er det farverne eller er det atmosfæren?

Når du kigger på de ting som inspirerer dig, så prøv at finde frem til de elementer der går igen. Prøv at få sammensat alle ideerne på en meningsfuld måde, så du sætter nogle konkrete mål, som fungerer for dig og du dermed kommer i gang med den praktiske del af opgaven og får et konkret resultat.